Forside  |  Malerier  |  Designmalerier  |  Vilkår  |  Søgning  |  Kontakt  |  Om os  |  Referencer  |  Teamet  |  Events 
 
MALERIER
GLASKUNST
GAVEIDEÉR
KUNSTNERARTIKLER NYHED
KURSER NYHED
VINE
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK

Teamet bag...

Malerihuset er et team. Vi løfter i samlet flok.
Lige nu består den aktive flok af:

Lone Hundevad
Indehaver
Jeg er den nye indehaver pr. 01.09.2008 og hende du får i røret, når du kontakter Malerihuset. Hende der holder styr på kontrakter, tilbud, malerier, kunstnere og hvad der ellers sker af spændende ting i Malerihuset.
Jeg er blomsterdekoratør uddannet, og har arbejdet en del år i blomsterbutik. Siden har jeg kørt som sælger og arbejdet med rådgivning af virksomheder med alt fra indretning, blomster, messer og andet.
Kørvel
Billedkunstner
Jeg er opvokset på vestkysten i et fattigt håndværkerhjem. Pengene var ikke altid lige store, men kreativitet og fantasi havde vi nok af. Far digtede fortællinger om lokalbefolkningen og mor lavede fantastiske ting ud af "ingenting", som vi børn kunne lege med. Mit liv har altid været fyldt med tegninger og farver. Siden 1978 har min forkærlighed været malerierne. Gennem årene har jeg udstillet i mange forskellige virksomheder. Siden februar 2002 har jeg været fast tilknyttet kunstnerholdet i Malerihuset.
Siig
Billedkunstner
Josette Siig er født 1964 i København, men har boet det meste af sit liv på Silkeborg-egnen. I Danmark er hun tilknyttet gallerier i København, århus, Silkeborg, Randers og Horsens. Kunstuddannelsen har hun taget som en kombination af privatundervisning og kurser op gennem 80-erne og 90-erne. Siig begyndte som naturalist og arbejder stadig sideløbende i denne genre, men har gennem tiden udviklet en personlig og særpræget stil, som kendetegner hendes nutidige abstrakte værker, der i klare farver afspejler kunstnerens integritet. En snes af disse værker findes gengivet på plakat. Josette Siig har udover Danmark, været bosat først i Italien, og siden i Sverige. Desuden er det blevet til flere rejser til England, Spanien, Frankrig og Japan, hvor kunstneren har fundet inspiration til sine værker. Arbejdsprocessen beskriver kunstneren som en "cobra-maler-proces"; d.v.s. at det er intuitionen og underbevidstheden, der styrer arbejdet, og ikke den bevidste tanke. I Malerihuset kan du købe originale værker af Siig.
Ann Kørhsen
Billedkunstner
Jeg er født i 1965 i Kolding. Jeg har interesseret mig for billedmageri stort set hele mit liv. Har altid tegnet og lavet collager, og i mange år malede jeg en del akvarel. Jeg underviser også i billedkunst. I dag er de fleste af mine malerier, blandingsbilleder, hvor akrylmaling, stof, papir, oliekridt og lignende indgår. Jeg er glad for at trykke, tegne eller ridse mønstre ind i mine billeder – det sker helst til musik! Oftest er det abstrakte billeder med indslag af forskellige mønstre. Hvad inspirerer mig? Farver og former, især mønstre. Symboler og skrifttegn, gamle jerngitre, planter på havbunden og goble-lignende dyr. Kloge ord eller vers er også inspirerende. Oplevelser fra rejser til Costa Ricas jungle og andre spændende steder i syd- og mellemamerika. At male er for mig ligesom at rejse. Jeg er i nuet og glemmer tid og sted, stress og jag…terapeutisk. Jeg forsøger hele tiden at udvikle mine færdigheder ved at være eksperimenterende og gå nye veje. Ann Køhrsen blev i 2007 tilknyttet Malerihusets kunstnerhold.
Gaardsvig
Billedkunstner
Gaardsvig arbejder i både den naturalistiske og den abstrakte genre, men er mest kendt gennem medierne for sine håndmalede kopier af guldaldermalerier. Tegnede vellignende portrætterer som ni-årig og begyndte som professionel kunstner som 17-årig, tog siden en kandidateksamen for herefter at vende tilbage til kunsten, som siden har været levebrødet. I september 2006 blev Gaardsvig tilknyttet kunstnerholdet i Malerihuset.
J. Sandholm
Billedkunstner
Mit navn er Jannie Sandholm. Jeg er født i 1982 og er opvokset i Sunds, en lille by nord for Herning. Lige fra jeg var ganske lille var jeg en af dem, som ikke kunne holde mig 100 % opmærksom i skolen. Jeg var en dagdrømmer og de tal som skulle stå i regnehæfterne, blev ofte byttet ud med små blyantstegninger. Op igennem årene brugte jeg udelukkende tegneblyanten. Kreativiteten mellem lærred og pensel startede først, da jeg for ca. 8 år siden, fik et startsæt med maling, lærred og pensler foræret i en gave. Siden da har jeg brugt uendelig mange timer på at male. Efter min overbevisning er fantasien en evne, som man hele tiden bør udvikle, og derfor nyder jeg hele tiden at eksperimentere. Jeg har en stilart som breder sig vidt fra det abstrakte og til det der skal forstille noget. Min inspiration kommer oftest fra musik. Jeg lytter til tonerne og penselstrøgene bliver nærmest lagt efter det.
M. Jacobsen
Billedkunstner
Jeg hedder Mette Jakobsen og bor i Randers. Jeg har altid været interesseret i kunst og elsker at male, da det giver mig stor frihed. Både tanker og følelser, som derigennem kommer til udtryk i mine billeder. Jeg maler med akryl, og bruger tit diverse materialer for at opbygge billederne. Jeg er autodidakt, men får masse af erfaring og kunnen gennem Malerihuset, hvor jeg siden Marts 2005 har været tilknyttet kunstnerholdet. Mine planer for fremtiden er at male og studere kunst.
Sasha K.
Billedkunstner
Jeg har malet siden jeg var barn og er opvokset i en kunstnerfamilie. Både min mor og søster er kunstnere. For mig faldt det derfor naturligt at få en uddannelse på kunstakademiet. Som barn læste jeg meget. Specielt var jeg fascineret af eventyr. Den fantasi, der kendetegnede eventyrene skabte flere verdener i mit sind. Det er disse verdener jeg gennem mine malerier forsøger at dele med andre. Når jeg maler styres jeg således af mine følelser og min fantasi. Siden december 2001 har Sasha K. været fast tilknyttet Malerihuset.
A. Stockmar
Billedkunstner
Jeg er uddannet gammeldags grafiker, maleriet har jeg tillagt mig de senere år, da jeg fik brug for at lave større armbevægelser. Jeg lever et liv imellem børn, billeder og cirkus, tæt forbundet med naturen og årstidernes skiften. Billederne er ofte tegnede malerier, der gengiver en række af øjeblikke, indsamlet i løbet af året og bearbejdet igen og igen. Den røde tråd i de mangeartede billeder er kærligheden til stregen og det at fortælle en historie. Siden September 2005 har A. Risum Stockmar været tilknyttet kunstnerholdet i Malerihuset.
Elling
Billedkunstner
Jeg er autodidakt billedkunstner med baggrund i designverdenen. Jeg har studeret på Designskolen i Kolding og vandt efter studierne den anerkendte designkonkurrence "Gabor internationaler designpreis". Jeg kan godt lide at smelte designudvikling og maleri sammen. I udarbejdelsen af et kunstværk er det både inspirerende og udfordrende at kende modtageren. Jeg har udsmykket en lang række steder på skoler, firmaer og i private hjem. Siden november 2004 har jeg været tilknyttet Malerihuset og dets kunstnerhold.
John Andersen
Billedkunstner
John Andersen er udlært typograf og har tidligere haft sit eget reklamebureau. I dag ejer og driver John den Kreative Have i Haldrup ved Horsens. Det er her han også har sit atelier. I haven arbejdes med form og farver og tankerne overføres til lærrededet med samme entusiasme, som når bonsaitræet formes. Det kræver tid, ro og følelse at få maleriet til at leve. John udtrykker energi og emotion i stærke klare farver. Malerierne er præget af en livsbekræftende lyst til at eksperimentere og udvikle nye metoder og motiver. Ideer skal ikke stivne i sin form, men bevæge sig i en proces, der udtrykker livet i alle dets facetter. Maleriet skal ses og give et frisk pust i hverdagen - være et koncentreret budskab, der skaber udfordring og spænding, hvor det hænger. John Andersen var i år 2000 idémager og tegner til Malerihusets Japansk inspirerede haveanlæg. I juni 2006 vendte John igen tilbage og blev tilknyttet kunstnerholdet.
E. Engelsen
Billedkunstner
Mine motiver kredser om fordybelsen, modsætningen til den fortravlede hverdag, som i det store og hele forholder os muligheden for at se virkeligheden, som den egentlig er. Det kan være forundringen over naturens detaljerigdom, vandets flade, løvets flimren eller at dykke ned i menneskets indre væsen. Jeg ønsker med mine billeder, at beskrive en tilstand. Siden Oktober 2005 har Elin været tilknyttet kunstnerholdet i Malerihuset.
I. Lifsches
Billedkunstner
At male, er for mig et gratis og vidunderlig middel til at opnå lykke. For mange år siden mødte jeg på min kunstneriske vej nogle fantastiske lærere, der gjorde det muligt for mig, at beherske teknik så meget, at jeg nu kan skabe det jeg har lyst til og kan lide. Siden da har jeg malet for den fornøjelse maleriet giver. Mennesket har altid været i centrum for min interesse, dets uendelige verden af følelser, som nok så skjulte alligevel kan aflæses uden ord, men bare af kropssprog. Jeg er lykkelig, fordi jeg er omgivet af farver i en til tider grå hverdag. Siden maj 2006 har jeg været tilknyttet Malerihuset.
J.Dunck
Billedkunstner
Jeg er født og opvokset i Silkeborg og bruger en stor del at min tid med billedsproget. Mine billeder indeholder indtryk fra naturoplevelser hvor blomstens sarthed og skønhed er midtpunkt. Mine collager fokuserer på bestemte tidsperioder, hvor jeg lader gamle fotos og papir fortælle om tider der var engang, og måske kalde på erindringen "om". Jytte Dunck blev oktober 2005 tilknyttet Malerihusets kunstnerhold.
Frahm
Glaskunstner
Min inspiration udspringer først og fremmest af den natur som omgiver os. Især den grønlandske, hvor jeg har opholdt mig en årrække, er en stadig kilde til inspiration. Stilheden - det enkle - en rasende storm - den lange mørke vinter - kontraster så overvældende, at man kan føler sig afmægtig. Som isflagen, hvor kun havets motor kender målet. Siden Januar 2006 har Frahm været tilknyttet Malerihusets kunstnerhold.
Hanne Koch
Billedkunstner

Jeg hedder Hanne Koch og har malet hele mit liv, men dog først taget det seriøst de sidste 12 år hvor jeg har haft  Galleri / åbent værksted i Randers de sidste 8 år.Jeg gør mig mange tanker om kunst og det at male. For mig er det afgørende at kunsten ” rammer ”, så man får hjertebanken når jeg maler. Kan nogen af følelserne nå ” ud over billedet ” og fylde den der ser det, er tingene optimale. Det skal være en oplevelse at male og kigge billeder. Jeg prøver at tænke irrationelt og overføre det til lærredet. Jeg prøver at søge ud over de normale grænser i form og farver. Siden 2009 har Hanne Koch været tilknyttet Malerihusets kunstnerhold.

Anita Skafte
Glaskunstner
Mit arbejde med akrylmalerier og glaskunst tager især udgangspunkt i stemninger, jeg oplever omkring mig. Det kan være stemninger hos mennesker, jeg er tæt på. Eller hos de mange nye mennesker, jeg møder på min vej. Akrylmalerierne er ofte kombineret med glas. Nogle malerier er abstrakte. Andre indeholder personer eller glasmasker, som optræder humoristisk eller udtryksfuldt. Jeg nyder især at arbejde med glassets mange farver og muligheder for at skabe et smukt design. Her har den eksperimenterende proces ingen grænser.
Ellen Hjorting
Billedkunstner
Jeg er født på Lunderup mark ved Rødekro i Sønderjylland. Min inspirationskilde til mine akvareller og akryl billeder er ofte oplevelser og stemninger fra naturen. Der er virkelig mange smukke steder omkring Horsens: Bygholm Sø, Nørrestrand, Egebjerg gamle vandværk og rundt omkring ved Horsens fjord. Lys, luft, spontanitet og stemninger er af stor betydning for mit kunstneriske udtryk. Det prøver jeg gerne at få frem i mine billeder, både når jeg maler naturalistisk og abstrakt. Akvarel og akryl maleri er mit foretrukne udtryksmiddel. Jeg maler gerne vådt på tørt som vådt i vådt. Akvarel er nem at have med ud i naturen eller på en rejse. Mine akvareller er ofte forstudier til større malerier i mit atelier. Det betyder rigtig meget for mig personligt at udtrykke mig kreativt og kunstnerisk. Jeg har igennem årene deltaget i en række kunstkurser bl.a. ved kunstskolen Ask Højskole. I en årrække har jeg været tilknyttet kunstnergruppen "Kælderen" i Horsens med tegning, akvarel, olie og akryl maleri. Jeg har stor glæde i at undervise i tegning, akvarel og akryl maling og har undervist igennem mange år. Jeg er uddannet dekoratør/billedkunstner og voksen underviser fra CVU - Jelling. Ellen Hjorting blev i 2007 tilknyttet Malerihusets kunstnerhold.
Arne Nissen
Billedkunstner
Jeg Hedder Arne Nissen og er 42 år. Jeg er en meget aktiv person både arbejdsmæssigt og i min fritid. Jeg har altid noget mellem hænderne som skal laves.. Min store lidenskab er at male og min styrke ligger i at tegne og male så det ligner virkeligheden. Jeg er meget inspireret af den vilde natur, den smukke himmel, samt lys og mørke. Jeg holder af at male mennesker, især ansigter og laver rigtig mange portrætmalerier. Min stil er naturalistisk, men forsøger at kombinere mere og mere med det abstrakte. Arne Nissen blev tilknyttet Malerihusets kunstnerhold i 2006.
H. Torndahl
Billedkunstner
Jeg er født og opvokset i Tyskland. Jeg har tegnet og malet siden jeg var ganske lille. Som ung påbegyndte jeg min kunstneruddannelse i Karlsruhe. Min far Erich Scholz som var uddannet kirkemaler, underviste mig i at male. Han lærte mig blandt andet at blande farver og male landskaber. Senere tog jeg også en grafikeruddannelse. Jeg har malet en stor del i olie og pastel, men maler nu hovedsagligt med akryl. Jeg har tilbragt mange år i udlandet, 7 år i Afrika og 4 år i USA. I 1984 bosatte min mand og jeg mig i Danmark. Siden efteråret 2002 har jeg været fast tilknyttet kunstnerholdet i Malerihuset. Det er fascinerende, at kunne skabe stemninger og sanseindtryk ved hjælp af farver og former. Mit ønske er at formidle den inspiration og glæde til andre.
Bjarne Uhrhammer
Kunstner - Lysskulpturer
Med lamperne Hvidkløver og FLight har kunstner og designer Bjarne Urhammer skabt forbindelse mellem de nyeste tendenser på designområdet og avantgarden på den moderne kunstscene. Uhrhammers lamper er et designprodukt, som lever op til de bedste traditioner i dansk design. Lamper med fremragende lystekniske og konstruktionsmæssige kvaliteter. Kunstneren har arbejdet skulpturelt med samspillet imellem materiale og lys. Resultatet er en lysskulptur hvor lyset selv inddrages som et formelement. Lamperne lader lyset strømme ud i rummet, så omgivelsernes kvaliteter bliver synlige uden at øjet generes af blænding. Igennem sin personlige signatur sætter kunstneren sit præg på hvert enkelt eksemplar af lamperne. Bjarne Uhrhammer er ikke tilknyttet Malerihusets faste kunstnerhold. Men hos os kan du se og købe originale og signerede lamper af kunstneren.